Starten på det hele

Jeg har lige lagt Lisbeth Zornigs bog ’Fra vred til voksen’ fra mig, knap en uge tog det at komme igennem et år af hendes liv.  

Den indeholdt desværre ikke alt jeg håbede, jeg havde håbet mere genkendelse og at få sat flere ord på de frustrerende situationer jeg selv så ofte kommer i. Men min opvækst har ikke været lige så ekstrem som hendes. Jeg har ikke så mange håndgribelige situationer at binde min vrede op på. Egentlig har jeg kun det 3 år lange overgreb, begået af en nabo og nær ven af familien. Og selvom det har haft en enorm indflydelse på min tilgang til andre mennesker, særligt mænd og den opmærksomhed de giver mig, så er jeg overbevist om at det ikke har været det der har haft størst indflydelse i min opvækst.

Jeg har aldrig været i tvivl om at min familie skildte sig ud. At det jeg oplevede hos andre familier ikke var det jeg så derhjemme.  Vores hjem var fyldt med ironi og stor distance til reelle følelser.

For nogle måneder siden startede jeg til psykolog, efter en komplet nedsmeltning efter bruddet med en kæreste. Egentlig var vi gået fra hinanden tilbage i juli, men da vi havde boet sammen nogle måneder efter, ramte bruddet mig først rigtigt da jeg flyttede ud og kort tid efter skulle igennem en operation. Jeg var fuldstændig ødelagt i flere måneder og jeg måtte erkende at jeg ikke længere var i stand til at håndtere det selv. Jeg havde ellers efter to mislykkede forsøg ved psykologer i min ungdom fuldstændig opgivet at det kunne være en mulighed igen.

Det hjalp mig virkelig at få snakket om bruddet og mine behov både i et forhold og livet generelt. Men jeg vidste godt at det ikke var det, mit sammenbrud handlede om. Det lå meget dybere og meget længere tilbage. Jeg forsøgte at bringe dette på bane i samtalerne, men måtte nok erkende at jeg oplevede at det hele forblev meget overfladisk og at jeg egentlig godt vidste mange af de ting vi snakkede om i forvejen.

Jeg ønskede nok oprindeligt at møde forståelse og medlidenhed. Jeg har altid set mig selv som et offer. Jeg har ikke været i tvivl om at jeg har kæmpet uretfærdigt meget mere end alle andre børn og meget af tiden helt alene.

Jeg kan sagtens se det hele nu, jeg kan sagtens forstå hvordan jeg er blevet som jeg er, men det gør stadig ikke at jeg kan acceptere det. Jeg er vokset op som anderledes, som en socialt akavet, overvægtig, stædig pige. Det startede derfor tidligt at jeg blev min egen hårdeste kritiker. Jeg var ikke i tvivl om at jeg skildte mig ud, og bevidstheden om det, uden at være i stand til at ændre det, var det hårdeste. Nu er jeg voksen og med en uddannelse i bagagen der har givet mig stor indsigt i både omsorgssvigt, overlevelsesstrategier og forsvarsmekanismer føler jeg mig nu rustet til at gå ind i de situationer jeg kommer i og de følelser jeg oplever i dem. Jeg har lavet denne blog dels for at holde mig selv op på det, og tvinge mig selv til at fortsætte med at få sat ord på det, og dels for at dele mine oplevelser med andre. Jeg håber at andre med senfølger kan genkende sig selv i nogle af situationer og få en forståelse for at de ikke er de eneste der kæmper med helt basale hverdagssituationer.