Mørket indeni

Jeg sidder her igen som jeg har gjort så mange gange før. Da jeg var lille var jeg sikker på at det forsvandt. At når jeg nåede den ene eller anden milepæl så slap jeg for de her følelser. Jeg har altid vidst at de ikke var normale og at man ikke skulle have det sådan her. Hvilket nok også er grunden til at så få mennesker er blevet lukket ind i det mørke som fylder så stor en del af mit liv.

Jeg ved ikke hvad det kommer af, måske det er et resultat af min opvækst, måske det er et resultat af min personlighed i konflikt med verdenen. Jeg har bare altid haft sådan en grundlæggende følelse af forkerthed, samtidig med et overdrevent behov for at passe ind og at være en del af noget. I en periode overbeviste jeg mig selv om at hvis jeg ændrede mit selvbillede, ville resultatet også ændre sig og jeg ville få det bedre både i fællesskaber og med mig selv. Jo ældre jeg er blevet taler alle mine erfaringer bare i en anden retning. Det er en sindssyg hård konklusion at drage at det er mig det er galt med. At jeg ikke er en god ven, ikke er en interessant person og ofte bare er til overs.

De fleste bekendtskaber og venner jeg har haft, har trukket sig diskret. Enten bevidst eller ubevidst. De har kun svaret når jeg har kontaktet dem og ofte undladt at svare midt i en samtale. Jeg har båret det primære ansvar for kontakt i de fleste bekendtskaber, og når jeg har undladt det, så er kontakten stoppet. Jeg har været så vred, hvilket jo kun udspringer af den lille pige indeni mig der er dybt såret over ikke at være god nok og ikke at være ønsket. Jeg har sådan lyst til at de ved det, at de forstår hvor ondt det gør på mig hver gang jeg bliver valgt fra, men jeg ved godt at den medlidenhed det ville afføde er langt værre end ensomheden.

Det er længe siden jeg første gang erfarende at det er min personlighed der ødelægger mine relationer.

Når jeg holder af mennesker, får jeg en parasitlignende adfærd hvor jeg søger bekræftelse i en grad der bliver for meget andre mennesker. Jeg har brug for at være vigtig for dem, at være ønsket og prioriteret men også bare hørt og forstået. Jeg er ikke sikker på at der findes mennesker der både kan forstå mig og holde af mig. Jeg har i hvert fald ikke mødt nogen hvor relationen i venskabet har været ligeværdig. Jeg har enten gemt min sårbare side og fremstået selvstændig og arrogant eller så har jeg vist for meget og endt med at være en byrde.

Jeg har derfor også haft et stort ønske om at ændre mig. At dæmpe mit kontrolbehov, at droppe sarkasmen, at vise interesse og spørge ind til andre. Det er en sindssyg hård kamp hele tiden at skulle se sig selv udefra, at skulle lægge bånd på sig selv og korrigere ord og handling. Særligt når man ender med samme resultat. Jeg er pædagogisk uddannet og kan stadig ikke gennemskue sociale relationer. Jeg kan ikke gennemskue hvad folk deler og hvornår, hvordan de opnår reelle venskaber uden at fremstå desperate. Jeg hader at skulle blive ved med at indgå i en gætteleg hvor jeg forstår så lidt men har så uendeligt brug for resultatet.

Og så ender jeg her igen som jeg skrev i starten, i det her unormale og dybt forfærdelige mørke. Her er mit sind selvdestruktivt i ord, selvbillede og selvskadende adfærd. Jeg er overmandet af en kræft der ønsker at give op og give slip på verden, når jeg alligevel ikke formår at passe ind på de vilkår der er her. Det er ikke et ønske om drama, men blot et ønske om at dø, om at forsvinde og skulle føle mere.

På den anden side er der bare en rationalitet. Den der gennemtænker scenarier, konsekvenser og folks reaktioner. En kræft der ved at jeg aldrig kan vende tilbage til facadelivet igen hvis jeg fejler mit flugtforsøg, at jeg mister min troværdighed som fagperson, som ansvarlig, fornuftig og ikke mindst som selvstændig. Jeg ville blive dybt sårbar i en verden, hvor der ikke findes nogen som er i stand til at tage hånd om mig.

Og her ender jeg så knust og ødelagt, splittet mellem to stærke kræfter, mens jeg græder utrøsteligt og har så uendeligt ondt indeni. Indtil rationaliteten får overtaget og facaden begynder igen.

Med oprejst pande og fødder der kan gå selv

Jeg er glad for at være social, dels fordi det er rart at dele oplevelser og tanker med nogen, men måske mest fordi jeg ikke er særlig god til at være alene. Jeg kan sagtens nyde en aleneaften på sofaen eller en gåtur i skoven, men alt der foregår ude blandt andre mennesker, indkøb, oplevelser og lign, det har jeg rigtig svært ved at være i alene. Jeg føler alle kigger på mig og vurderer mig. Jeg bliver overdrevet bevidst om mit udseende, min fremtræden og bare alt jeg gør, og oftest vil jeg bare gerne flygte.

Sådan har det næsten altid været, måske endda lidt værre da jeg var ung. Dengang kiggede jeg altid ned i jorden når jeg gik nogen steder, både blandt mennesker og når jeg var alene. Jeg mødte ikke folks blikke, opdagede knapt hvad der var omkring mig. En dag var jeg ude at gå med en fra min efterskole, jeg vil ikke kalde hende min veninde, for jeg følte mig på ingen måde ligeværdig med hende. Hun var både et par år ældre og væsentlig mere moden, og var vel egentlig mere som en lidt hård storesøster. Hun kommenterede på min blikretning. Jeg forsøgte at undvige samtalen, men hun blev i den. Hun tvang mig til at kigge op med ordene ”Du behøver ikke kigge på dine fødder når du går, de kan sagtens gå selv”. Dengang ignorerede jeg det. Det var så grænseoverskridende at løfte blikket og ansigtet. Derudover lukkede jeg generelt af for al kritisk tilgang til mig, der var ingen der kendte mig godt nok til at dømme eller rådgive mig. De forstod mig ikke. Hvilket nok er den typiske teenagetilgang til andre mennesker. 

Men et eller andet sted ramte det, jeg tror aldrig jeg havde tænkt over at det ikke var normalt at kigge ned i jorden når man gik. Jeg gik bare ud fra det var sådan alle gjorde, men det var det ikke, og tænk at der faktisk var en der italesatte det for mig. Det kunne jeg godt have brugt i mange andre situationer i livet. Jeg manglede virkelig noget konkret hjælp til at forstå og indgå i de sociale sammenhænge. 

I dag tænker jeg stadig på det når jeg går. Jeg er blevet bedre til at kigge op, men mine tanker i det er stadig de samme. Gennemsyret af usikkerhed og bekymringer for andres syn på mig. 

Jagten på en der kan holde mig ud

Det er så svært når ens hjerne og følelser ikke følges ad. Jeg forsøgte ihærdigt at få tingene til at fungere med den her fyr, på trods af at jeg selv og mine venner kunne se at jeg ikke trivedes i det. Jeg var mere frustreret end glad og bekymringerne tog så meget af min tid. Selvom jeg egentlig havde erkendt at vi ikke ville fungere sammen i et forhold på den lange bane, kunne jeg ikke slippe ham. 

Der var bare et eller andet der holdte mig fast. Måske det var et håb om at han ville ændre sig. At jeg var speciel og god nok til at jeg var besværet værd. Det var jeg ikke, og i stedet for at det blev min beslutning, blev det hans. 

Egentlig handlede det jo ikke om mit værd, men i stedet bare om forskellige personligheder, værdier og måder at føle og kommunikere på. Min første tanke og følelse er dog altid selvbebrejdelse, hvilket gør de her situationer i mit liv væsentligt hårdere at gå igennem. 

Jeg var ødelagt indeni, da vi snakkede tingene igennem og jeg vidste at vi ikke skulle ses på den måde mere. Jeg håndterer ikke ændringer så godt. Og tårerne trillede ned af mine kinder foran ham, selvom at jeg egentlig godt vidste at det var for det bedste. Jeg forsøgte at få fortalt ham alle de følelser og tanker jeg havde haft i det hele. Jeg ville gerne have, at han forstod, hvad mine tårer betød, at jeg godt vidste, vi ikke passede sammen, og at jeg også hele tiden havde været i tvivl. Jeg tror ikke han troede på mig. Han tolkede mere mine tårer som ulykkelighed over bruddet end som ulykkelighed over en afvisning generelt og over ikke at være ’god nok’. 

Jeg tudede på vej hjem i bussen. Jeg græder også nu, her dagen efter. Men i dag er jeg mere afklaret tror jeg. Måske næsten klar til faktisk at prøve at finde en der passer til mig, frem for en der skal ændre sig. For selvom jeg hele tiden fortæller mig selv at det ikke findes, så gør det det måske alligevel. 

Jeg var ikke i stand til at klare prøvelsen (se tidligere indlæg 'Når flirt, kærlighed ..'). Jeg blev suget ind i det, og vendte det mod mig selv, når det gik galt. Jeg ved ikke om modsætningen til ham er bedre. Om det overhovedet er godt for mig at have en meget omsorgsfuld fyr, eller om jeg bare æder ham i stedet, fordi min egen offerfølelse forstærker den ulige relation. Men jeg ved i hvert fald nu, at jeg ikke skal bruge sådan en relation til at ’prøve’ mig selv af. Det er okay at jeg har brug for at en fyr ser mig og værdsætter mig, og det behøver jeg ikke udfordre. 

Lige nu virker det virkelig uoverskueligt at skulle lære en ny fyr at kende, at skulle give så meget af mig selv, med risiko for at blive afvist. Men jeg ved at jeg gør det igen, for jeg ønsker virkelig at være i sådan en relation igen. Jeg ønsker at blive elsket og at kunne give min kærlighed og omsorg til én. Jeg er nødt til at tro på, at der findes en derude, der kan rumme og elske hele mig, uden at han skal gå på kompromis med sig selv. 

Senfølgerne

På Spors hjemmeside kan man finde denne liste over de senfølger der kan komme efter seksuelle overgreb, vold og omsorgssvigt.

Jeg har aldrig været udsat for vold, de senfølger jeg oplever i min hverdag skyldes dels de seksuelle overgreb jeg var udsat for, fra da jeg var 10 år gammel og dels den omsorgssvigt jeg oplevede i min opvækst. Det var ikke en åbenlys omsorgssvigt jeg oplevede fra mine forældre, det foregik meget på det følelsesmæssige og sociale plan. Min far har aldrig kommunikeret følelser eller forholdt sig til sine egne eller andres. Min mor har forsøgt, men ikke været i stand til det, hun har ikke formået at sætte sig ind i andres følelser og agere efter dem.

Selvom de enkelte situationer hvor det kom til udtryk ikke i sig selv var så slemme, så gør en hel opvækst i sådan et miljø rigtig meget ved en usikker og sårbar lille pige.

Jeg har i et forsøg på at forstå mig selv bedre markeret de punkter, jeg har oplevet eller stadig oplever i min hverdag.

Bare det at kunne generalisere, at kunne se at den anderledeshed jeg har oplevet faktisk følger en statistik der viser at det sandsynligvis skyldes ydre påvirkninger, det har givet mig en ro. Det gør, at jeg er et skridt tættere på at acceptere de ting, jeg har kæmpet med, og som jeg højst sandsynligt kommer til at kæmpe med længe endnu.

Jeg har taget alle punkterne fra listen med, så I også har mulighed for at se hvilke I oplever, udover dem der var relevante for mig. 

·       PTSD - Post Traumatisk Stress Disorder (overbelastet nervesystem)

·       Fysiske mén f.eks. underlivs- og anale sygdomstilstande samt tand- og kæbeproblemer

·       Fysiske lidelser og sygdomme (ofte kroniske)

·       Søvnløshed, voldsom træthed, uoverkommelighedsfølelse, muskelsmerter og muskeltræthed, opgivelse og manglende vedholdenhed

·       Manisk tilstand, hyperaktivitet

·       Hukommelses- og koncentrationsbesvær

·       Depression, angst og personlighedsforstyrrelser

·       Psykisk sygdom - psykoser og andre psykotiske tilstande

·       Oplevelse af fremmedgjorthed; at være usynlig, anderledes og ikke at passe ind nogen steder

·       Svag eller manglende identitetsfølelse

·       Fundamental mangel på tryghed, tillid og selvtillid og deraf 'kontrolmani'

·       Svært ved at mærke og sætte egne grænser og mærke andres

·       Svært ved at mærke og forholde sig til egne følelser og behov og derfor problemer med at forstå andres

·       Dyb indre ensomhedsfølelse eller tomhedsfølelse

·       Generelt dårligt selvværd

·       Skam og skyldfølelse

·       Selvdestruktiv tankegang og selvnedgørende tanker

·       Selvdestruktiv adfærd og misbrug: F.eks. selvbeskadigelse, spiseforstyrrelser, promiskuøsitet, prostitution,  stof- og alkoholmisbrug, selvmordsforsøg

·       Sociale problemer. Herunder tilbøjelighed til isolation eller til at undgå at være alene, samt tilbøjelighed til at blive involveret i misbrugsrelationer

·       Problemer med at have (tætte) relationer og problemer med følelsesmæssig åbenhed

·       Frygt for intim kontakt og seksuelle problemer

·       Seksuel afholdenhed eller promiskuøsitet

·       Problemer i forbindelse med graviditet, fødsel og forældreskab

·       Gentagne voldtægter

Størstedelen af mine senfølger ses i min selvfølelse og min kommunikation med omverdenen. Tænk at der findes så mange forskellige bestanddele af at afsky sig selv. Det er ikke bare dårligt selvværd, der er så mange andre følelser der følger med og som hele tiden fylder i mit sind. Det er rart at få alle de enkelte følelser udpenslet, at få det abstrakte gjort konkret.

Med alle de her problematikker, er der ikke noget at sige til, at jeg skal kæmpe lidt ekstra, når jeg  f.eks. skal sidde til pause med kollegaer, når jeg skal indgå i gruppearbejde på min uddannelse, når jeg skal møde nye mennesker, når jeg skal skabe venskaber, når jeg skal vedligeholde venskaber, når jeg skal være alene og ikke mindst når jeg skal være sammen med min familie. Det sidste er det sværeste.

Det her bliver ikke en undskyldning for mig for ikke at indgå i de situationer, men det giver mig en bevidsthed om hvor mine udfordringer ligger.

Det giver mig en mulighed for at fange de enkelte følelser i opløbet og placere dem et sted. Nogle gange er jeg i stand til at korrigere dem, til at acceptere at det sociale jeg er i, er vigtigere end mit behov for f.eks. kontrol, eller at have ret, andre gange kan jeg ikke påvirke dem. Nogle gange tager min ’krybdyrhjerne’ med sine forsvarsmekanismer og overlevelsesstrategier over, og jeg kæmper med næb og kløer for de følelser, der er indeni mig. Men selv i de situationer kan jeg stadig placere følelserne, og forstå dem. Med de mennesker der er tættest på mig kan jeg i nogle tilfælde endda italesætte det. Italesætte baggrunden for mine reaktioner i bestemte situationer. Det er dog først bagefter. Når først min ’krybdyrhjerne’ går i gang med at forsvare mig, så er der ikke meget refleksion eller metakommunikation at finde i min ellers meget analyserende hjerne.

Når man arbejder med at forstå sin baggrund, så handler det ikke bare om at fejlfinde, det handler om at bruge den nye viden til noget. Det er for nemt at bruge det som en undskyldning frem for et værktøj til at udvikle sig.

Ydmyg eller arrogant?

Lige så god som jeg er til at ophøje andre over mig, lige så god er jeg til at tale ned om dem, finde fejl og putte dem i ’kan bruges’ og ’kan ikke bruges’ bokse.

Jeg er blevet mere bevidst om det. Om hvordan jeg systematisk finder og italesætter fejl hos nogen i et forsøg på at få bekræftet af andre at der er noget uperfekt hos de pågældende personer. Det er lidt sørgeligt. Især når jeg selv har lidt så meget under andres dømmende og indskrænkede syn.

Måske det er et forsøg på at få bekræftet at andre også er uperfekte, ligesom jeg selv er, og som jeg altid har følt mig. Det der sker i praksis bliver dog mere, at jeg selv føler mig bedre, og  at de dårlige sider, jeg finder ved dem, kommer til at definere hele mit syn på dem.  

Jeg er uddannet til at se det hele menneske, til at arbejde udfra ressourcer og potentiale frem for at afskrive nogen på grund af mangler. Denne egenskab tager jeg desværre ikke med mig hjem fra arbejde, i hvert fald ikke medmindre det er mennesker der er så langt ’under’ mig at jeg har ondt af dem og i stedet tager dem i forsvar.

Dem der fremstår selvsikre, dem fejlfinder jeg på med det samme. Jeg har selv lært en ydmyghed som overlevelsesstrategi, og jeg hader når jeg ikke ser dette hos andre mennesker. Jeg har lært at gå på listefødder og at please. Jeg kender mine arbejdsopgaver, og det irriterer mig når andre ikke kender deres. Når de ikke tager ansvar i et fællesskab og tager en del af slæbet, mest fordi at det så ofte bliver mig der skal tage den del også. Egentlig kan jeg jo bare lade være. Jeg behøver jo ikke tage deres andel af opgaverne, fordi de ikke gør som de burde, men jeg kan ikke lade være. Jeg ser som oftest når nogen har brug for hjælp, og så kan jeg ikke bare hvile i, at min del er udført rigtigt. Med den indstilling i livet ender man oftest med rigtig meget ansvar, og mere end man egentlig kan overskue.

Måske de praktiske opgaver bare er mere håndgribelige for mig end det sociale. Min praktiske hjælp har en direkte værdi, det har min tilstedeværelse i sig selv ikke. Jeg har brug for at bidrage med noget håndgribeligt for at retfærdiggøre min tilstedeværelse i et fællesskab, for at bevise mit værd. Det virker stadig helt usandsynligt for mig at jeg skulle have værdi i mig selv. 

Egentlig bunder hele min kritiske indstilling til andre mennesker i, at jeg ikke forstår hvordan de kan have så stor værdi med de fejl de har, når jeg er så pligtopfyldende og stadig ingen værdi har.


Egentlig skulle mit indlæg have stoppet der. Men jeg følte ikke at jeg kunne efterlade jer med samme frustrerende følelse som fylder mig. 
I bund og grund ved jeg jo godt at det ikke er rigtigt at jeg ingen værdi har, men det føles sådan størstedelen af tiden, og det er så hårdt at bære rundt på. Jeg tolker i alt andre mennesker gør, i håb om at finde en flig af anerkendelse og omsorg. 
Jeg ved godt at man burde tale anerkendende til sig selv. selvom man ikke mener det man siger i starten, så gør ordene noget ved en, og med tiden vil det måske kunne ændre sig, bare en lille smule. 
Men der er jeg ikke kommet til endnu, jeg kan simpelthen ikke tale imod mine følelser, selvom jeg ved at det kan hjælpe. Derimod forsøger jeg at være mindre hård ved mig selv. Når jeg bliver ked af det eller vred finder jeg frem til hvad hvad eller hvem følelsen skyldes og hvad den så skal rettes imod i stedet for indad. 
Indimellem er det okay at være sur på sig selv hvis man dummer sig, men for det meste er det ikke ens egen skyld og så skal det ikke gå ud over én.