Senfølgerne

På Spors hjemmeside kan man finde denne liste over de senfølger der kan komme efter seksuelle overgreb, vold og omsorgssvigt.

Jeg har aldrig været udsat for vold, de senfølger jeg oplever i min hverdag skyldes dels de seksuelle overgreb jeg var udsat for, fra da jeg var 10 år gammel og dels den omsorgssvigt jeg oplevede i min opvækst. Det var ikke en åbenlys omsorgssvigt jeg oplevede fra mine forældre, det foregik meget på det følelsesmæssige og sociale plan. Min far har aldrig kommunikeret følelser eller forholdt sig til sine egne eller andres. Min mor har forsøgt, men ikke været i stand til det, hun har ikke formået at sætte sig ind i andres følelser og agere efter dem.

Selvom de enkelte situationer hvor det kom til udtryk ikke i sig selv var så slemme, så gør en hel opvækst i sådan et miljø rigtig meget ved en usikker og sårbar lille pige.

Jeg har i et forsøg på at forstå mig selv bedre markeret de punkter, jeg har oplevet eller stadig oplever i min hverdag.

Bare det at kunne generalisere, at kunne se at den anderledeshed jeg har oplevet faktisk følger en statistik der viser at det sandsynligvis skyldes ydre påvirkninger, det har givet mig en ro. Det gør, at jeg er et skridt tættere på at acceptere de ting, jeg har kæmpet med, og som jeg højst sandsynligt kommer til at kæmpe med længe endnu.

Jeg har taget alle punkterne fra listen med, så I også har mulighed for at se hvilke I oplever, udover dem der var relevante for mig. 

·       PTSD - Post Traumatisk Stress Disorder (overbelastet nervesystem)

·       Fysiske mén f.eks. underlivs- og anale sygdomstilstande samt tand- og kæbeproblemer

·       Fysiske lidelser og sygdomme (ofte kroniske)

·       Søvnløshed, voldsom træthed, uoverkommelighedsfølelse, muskelsmerter og muskeltræthed, opgivelse og manglende vedholdenhed

·       Manisk tilstand, hyperaktivitet

·       Hukommelses- og koncentrationsbesvær

·       Depression, angst og personlighedsforstyrrelser

·       Psykisk sygdom - psykoser og andre psykotiske tilstande

·       Oplevelse af fremmedgjorthed; at være usynlig, anderledes og ikke at passe ind nogen steder

·       Svag eller manglende identitetsfølelse

·       Fundamental mangel på tryghed, tillid og selvtillid og deraf 'kontrolmani'

·       Svært ved at mærke og sætte egne grænser og mærke andres

·       Svært ved at mærke og forholde sig til egne følelser og behov og derfor problemer med at forstå andres

·       Dyb indre ensomhedsfølelse eller tomhedsfølelse

·       Generelt dårligt selvværd

·       Skam og skyldfølelse

·       Selvdestruktiv tankegang og selvnedgørende tanker

·       Selvdestruktiv adfærd og misbrug: F.eks. selvbeskadigelse, spiseforstyrrelser, promiskuøsitet, prostitution,  stof- og alkoholmisbrug, selvmordsforsøg

·       Sociale problemer. Herunder tilbøjelighed til isolation eller til at undgå at være alene, samt tilbøjelighed til at blive involveret i misbrugsrelationer

·       Problemer med at have (tætte) relationer og problemer med følelsesmæssig åbenhed

·       Frygt for intim kontakt og seksuelle problemer

·       Seksuel afholdenhed eller promiskuøsitet

·       Problemer i forbindelse med graviditet, fødsel og forældreskab

·       Gentagne voldtægter

Størstedelen af mine senfølger ses i min selvfølelse og min kommunikation med omverdenen. Tænk at der findes så mange forskellige bestanddele af at afsky sig selv. Det er ikke bare dårligt selvværd, der er så mange andre følelser der følger med og som hele tiden fylder i mit sind. Det er rart at få alle de enkelte følelser udpenslet, at få det abstrakte gjort konkret.

Med alle de her problematikker, er der ikke noget at sige til, at jeg skal kæmpe lidt ekstra, når jeg  f.eks. skal sidde til pause med kollegaer, når jeg skal indgå i gruppearbejde på min uddannelse, når jeg skal møde nye mennesker, når jeg skal skabe venskaber, når jeg skal vedligeholde venskaber, når jeg skal være alene og ikke mindst når jeg skal være sammen med min familie. Det sidste er det sværeste.

Det her bliver ikke en undskyldning for mig for ikke at indgå i de situationer, men det giver mig en bevidsthed om hvor mine udfordringer ligger.

Det giver mig en mulighed for at fange de enkelte følelser i opløbet og placere dem et sted. Nogle gange er jeg i stand til at korrigere dem, til at acceptere at det sociale jeg er i, er vigtigere end mit behov for f.eks. kontrol, eller at have ret, andre gange kan jeg ikke påvirke dem. Nogle gange tager min ’krybdyrhjerne’ med sine forsvarsmekanismer og overlevelsesstrategier over, og jeg kæmper med næb og kløer for de følelser, der er indeni mig. Men selv i de situationer kan jeg stadig placere følelserne, og forstå dem. Med de mennesker der er tættest på mig kan jeg i nogle tilfælde endda italesætte det. Italesætte baggrunden for mine reaktioner i bestemte situationer. Det er dog først bagefter. Når først min ’krybdyrhjerne’ går i gang med at forsvare mig, så er der ikke meget refleksion eller metakommunikation at finde i min ellers meget analyserende hjerne.

Når man arbejder med at forstå sin baggrund, så handler det ikke bare om at fejlfinde, det handler om at bruge den nye viden til noget. Det er for nemt at bruge det som en undskyldning frem for et værktøj til at udvikle sig.

Ydmyg eller arrogant?

Lige så god som jeg er til at ophøje andre over mig, lige så god er jeg til at tale ned om dem, finde fejl og putte dem i ’kan bruges’ og ’kan ikke bruges’ bokse.

Jeg er blevet mere bevidst om det. Om hvordan jeg systematisk finder og italesætter fejl hos nogen i et forsøg på at få bekræftet af andre at der er noget uperfekt hos de pågældende personer. Det er lidt sørgeligt. Især når jeg selv har lidt så meget under andres dømmende og indskrænkede syn.

Måske det er et forsøg på at få bekræftet at andre også er uperfekte, ligesom jeg selv er, og som jeg altid har følt mig. Det der sker i praksis bliver dog mere, at jeg selv føler mig bedre, og  at de dårlige sider, jeg finder ved dem, kommer til at definere hele mit syn på dem.  

Jeg er uddannet til at se det hele menneske, til at arbejde udfra ressourcer og potentiale frem for at afskrive nogen på grund af mangler. Denne egenskab tager jeg desværre ikke med mig hjem fra arbejde, i hvert fald ikke medmindre det er mennesker der er så langt ’under’ mig at jeg har ondt af dem og i stedet tager dem i forsvar.

Dem der fremstår selvsikre, dem fejlfinder jeg på med det samme. Jeg har selv lært en ydmyghed som overlevelsesstrategi, og jeg hader når jeg ikke ser dette hos andre mennesker. Jeg har lært at gå på listefødder og at please. Jeg kender mine arbejdsopgaver, og det irriterer mig når andre ikke kender deres. Når de ikke tager ansvar i et fællesskab og tager en del af slæbet, mest fordi at det så ofte bliver mig der skal tage den del også. Egentlig kan jeg jo bare lade være. Jeg behøver jo ikke tage deres andel af opgaverne, fordi de ikke gør som de burde, men jeg kan ikke lade være. Jeg ser som oftest når nogen har brug for hjælp, og så kan jeg ikke bare hvile i, at min del er udført rigtigt. Med den indstilling i livet ender man oftest med rigtig meget ansvar, og mere end man egentlig kan overskue.

Måske de praktiske opgaver bare er mere håndgribelige for mig end det sociale. Min praktiske hjælp har en direkte værdi, det har min tilstedeværelse i sig selv ikke. Jeg har brug for at bidrage med noget håndgribeligt for at retfærdiggøre min tilstedeværelse i et fællesskab, for at bevise mit værd. Det virker stadig helt usandsynligt for mig at jeg skulle have værdi i mig selv. 

Egentlig bunder hele min kritiske indstilling til andre mennesker i, at jeg ikke forstår hvordan de kan have så stor værdi med de fejl de har, når jeg er så pligtopfyldende og stadig ingen værdi har.


Egentlig skulle mit indlæg have stoppet der. Men jeg følte ikke at jeg kunne efterlade jer med samme frustrerende følelse som fylder mig. 
I bund og grund ved jeg jo godt at det ikke er rigtigt at jeg ingen værdi har, men det føles sådan størstedelen af tiden, og det er så hårdt at bære rundt på. Jeg tolker i alt andre mennesker gør, i håb om at finde en flig af anerkendelse og omsorg. 
Jeg ved godt at man burde tale anerkendende til sig selv. selvom man ikke mener det man siger i starten, så gør ordene noget ved en, og med tiden vil det måske kunne ændre sig, bare en lille smule. 
Men der er jeg ikke kommet til endnu, jeg kan simpelthen ikke tale imod mine følelser, selvom jeg ved at det kan hjælpe. Derimod forsøger jeg at være mindre hård ved mig selv. Når jeg bliver ked af det eller vred finder jeg frem til hvad hvad eller hvem følelsen skyldes og hvad den så skal rettes imod i stedet for indad. 
Indimellem er det okay at være sur på sig selv hvis man dummer sig, men for det meste er det ikke ens egen skyld og så skal det ikke gå ud over én.