Når flirt, kærlighed og omsorg overhovedet ikke er det samme

Jeg sidder med en underlig tom følelse indeni.

Jeg ved stadig ikke hvor jeg har ham. Jeg er ret sikker på at vi aldrig bliver kærester, fordi vi ramler sammen på så grundlæggende følelsesmæssige områder. Vi har begge brug for kontrol og en slags bedrevidenhed, og det er svært.

Jeg kan mærke at jeg trækker mig lidt igen. Der er mange situationer hvor jeg forventer at han siger eller gør noget bestemt, som han ikke gør, og det frustrerer mig grænseløst. Jeg forsøger at blive i det, netop fordi han ikke er alt det jeg vil have ham til at være. 
Normaltvis dater jeg fyre der ser mig og mine behov, omsorgsfulde fyre, der forsøger at være der for mig og hjælpe mig. Sådan er han ikke. Han tvinger mig på en eller anden måde til at stå op for mig selv, til at stå ved og stå til ansvar for mine følelser. Jeg får ikke noget forærende der. Det er måske også grunden til at jeg ikke føler at det ville kunne holde i længden. Fordi jeg så inderligt søger en der ser igennem mig og mine forsvarsmekanismer. En der ikke lytter på mine udtalelser, men i stedet ser hvad jeg virkelig har behov og også ønsker at gøre noget ved det. Jeg elsker omsorgen, at føle mig det værd.
Lige nu ser jeg 'forholdet' som en udfordring, som en opgave jeg skal kunne klare. Jeg vil gerne kunne være rigtig selvstændig, og ikke være afhængig af en fyrs omsorg. Jeg synes jo han er sød og dejlig at være sammen med, selvom jeg også nemt kommer til at føle mig såret eller overset. Jeg er usikker på om det er en kamp jeg skal tage op. Om det virkelig er noget jeg skal blive i for at lære af det, eller om jeg bare burde acceptere at jeg har behov for mere omsorg. Nogen gange er det man ønsker jo ikke det man har brug for, men hvornår ved man hvad der er hvad? 
Lige nu kan jeg holde til at være i det og har ikke noget umiddelbart alternativ, så måske det er værd at fortsætte det, indtil jeg er helt afklaret



... hvis jeg da bliver det.