Jeg har lige genset Linda P’s show 'Normal?'. På trods af de
mange overspillede indslag er der en bit der altid rammer mig. Hun genfortæller
sin historie og sit arbejde hos en psykolog. En situation hvor hun bliver
stillet over for valget om at forblive i dårligdommen eller at træde ud af det
og få det bedre. Når man først er bevidst om hvad man står i, så er det et
aktivt valg hvadenten du vælger det ene eller det andet.
Jeg har længe vidst
hvad jeg stod i og ikke mindst hvad jeg kom af. Jeg har forsøgt at tage
ejerskab, men gang på gang falder jeg tilbage i offerrollen. Ikke bevidst, ofte
opdager jeg det først alt for sent, men alligevel er der altid en snert af
selvmedlidenhed i alt jeg er i og alt jeg føler. Jeg forsøger måske forgæves at
give mig den omsorg jeg så inderligt føler jeg har manglet i de seksuelle
overgreb, i mobningen i skolen, i kritikken fra særligt min mor. Egentlig føler
jeg ikke at jeg oprigtigt har den omsorg for mig selv, fordi jeg netop ofte
bebrejder mig selv det hele, går ind i det her negative tankemønster der kun
bryder mig længere ned, og i min bevidsthed gengiver jeg blot alt det
negativitet, som jeg føler at verden har givet mig hidtil. Men inde under denne
hårdhed og selvforagt har der nok hele tiden været det lag af selvmedlidenhed,
en forståelse for at jeg følte som jeg gjorde, og at jeg var blevet til den som
ingen kunne lide, kun på grund af mine omgivelser.
Jeg har på ingen måde lyst til at stå ved den skillevej som
jeg nu står ved, hvor jeg skal vælge hvilken fremtid jeg ønsker. Jeg føler mig
på ingen måde klar til at tage ejerskab over de her følelser og den her
tilværelse. Jeg er helt vildt bange, for aldrig at kunne trække ’offerkortet’
igen, at jeg pludselig bliver nødsaget til at håndtere mine følelser
konstruktivt. Jeg er bange for at der går rigtig lang tid, fra jeg slipper
offerrollen, til jeg faktisk bliver i stand til at håndtere det, og det
skræmmer mig.
Godt skrevet! Kan (desværre) nikke genkendende næsten det hele....
SvarSletIsær skrææen for at slippe offerkortet.
Skrææen = skrækken 😁
SletHvor er jeg glad for at du skriver! Det er virkelig grænseoverskridende at lægge sit følelsesliv ud, selvom det er anonymt, så det betyder noget at der er nogen der læser det og kan genkende det.
SvarSletHej.. Tak for dit velformuleret indslag. Jeg synes da godt at man/ du må ha ondt af digselv med det du bærer rundt på. Men du har ret i at man ikke kan blive ved at være i offer rollen. Man kan ikke undskylde sin adfærd fordi...
SvarSletLisbeth Zornig har 10 leveregler og en af dem er " selvom du er sårbar, skal du opføre dig ordentlig". Det var en øjenåbner for mig og jeg besluttet at jeg ikke vil gi overgrebene og offer rollen skylden for dårlig adfærd hos mig selv. Faktisk opfører jeg mig ordentlig nu og meget af min vrede er væk efter at ha været til foredrag med hende. Offer rollen kan ikke bruges, vel ? Men skræmt? Nej. Det er dejligt at vide at du ikke behøver en rolle for at være et ordentlig menneske.