At være en undskyldning

Jeg vil gerne fortælle om en aften jeg havde med en fyr for nyligt. Vi har set hinanden nogle gange efterhånden, og jeg er vist blevet lidt glad for ham. Vi lå og puttede og det blev mere og mere intimt. Jeg kunne mærke at alt i mig strittede imod.

Det er egentlig et mønster jeg kender ret godt. Med min ekskæreste brød jeg grædende sammen og gik de første gange vi var på vej til at have sex. Det er ikke fordi situationen minder om overgrebene, det handler mere om mit selvbillede og min manglende evne til at give mig hen. Jeg bliver enormt selvbevidst, bliver bange for at gøre noget forkert og så er der bare en eller anden ubehagsfølelse som jeg endnu ikke har formået at få placeret et sted.

Det hele kom i hvert fald igen denne aften med ham. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på, og jeg prøvede ihærdigt at kontrollere mig selv og ikke mindst mine tanker. Jeg vidste godt at det var en irrationel reaktion, når jeg var sammen med en som jeg godt kan lide og som godt kan lide mig.

Jeg har rigtig svært ved at vide hvornår jeg skal lytte og respektere mine reaktioner, og hvornår jeg skal kæmpe med dem for at ændre noget.

Midt i al min fortvivlelse stiller han spørgsmålet om det går for hurtigt. Jeg får stille nikket, og er dels lettet og dels enorm flov over det. Han trækker sig lidt væk, mens han stadig har armen om mig. Min første indskydelse er at sige undskyld, jeg når dog at tage mig selv i det og undlader. Jeg tror egentlig at jeg gør det for at få omsorg. Jeg føler mig ret dum ved ikke at kunne fuldføre det, men ikke mindst også fordi jeg ikke selv har sagt fra, inden mine følelser kom så langt ud, det virker så umodent ikke at være mere i kontrol over dem. Jeg undskylder jo ikke bare for situationen når det er, jeg undskylder for hele mig, for at jeg er sådan. I de situationer bliver jeg til mine nederlag, hvilket også gør det virkelig nemt for mig at være så hård ved mig selv.

Jeg gemmer mit ansigt væk og prøver for alt i verden at undgå hans blik. Mit instinkt siger flygt! Jeg har fejlet og kan ikke bruges til noget. Hvis vi havde været hos ham var jeg sikkert taget hjem, eller i hvert fald forsøgt, i håb om at han holdte mig tilbage og viste mig at jeg stadig havde værdi selvom jeg ikke kunne fuldføre det.

Han kan godt se at min hjerne kører på højtryk, og bekræfter mig i at det er okay at vente og at vi ikke har travlt. Det beroliger mig lidt og giver mig noget af den bekræftelse jeg desværre stadigvæk søger.

Det frustrerer mig at jeg ofte er så urealistisk i mine forventninger til mig selv. Det er helt normalt ikke at have sex på 3. date, så hvorfor er jeg så hård ved mig selv når jeg ikke har lyst endnu? Jeg ved at den rigtige løsning er, at jeg accepterer mine følelser og tager ansvar for dem. At jeg ikke stiller ham i en situation hvor han skal trøste mig, men at jeg i stedet siger fra i tide. Det passer meget godt i forlængelse af offerrollen, desværre, og det kommer jeg til at kæmpe meget mere med. Første skridt er dog at jeg ikke undskyldte. Jeg accepterede mine følelser og var glad for at han tilbød mig en udvej.