Jeg sidder her igen som jeg har gjort så mange gange
før. Da jeg var lille var jeg sikker på at det forsvandt. At når jeg nåede den
ene eller anden milepæl så slap jeg for de her følelser. Jeg har altid vidst at
de ikke var normale og at man ikke skulle have det sådan her. Hvilket nok også
er grunden til at så få mennesker er blevet lukket ind i det mørke som fylder så
stor en del af mit liv.
Jeg ved ikke hvad det kommer af, måske det er et resultat af min opvækst, måske det er
et resultat af min personlighed i konflikt med verdenen. Jeg har
bare altid haft sådan en grundlæggende følelse af forkerthed, samtidig med et
overdrevent behov for at passe ind og at være en del af noget. I en periode
overbeviste jeg mig selv om at hvis jeg ændrede mit selvbillede, ville
resultatet også ændre sig og jeg ville få det bedre både i fællesskaber og med
mig selv. Jo ældre jeg er blevet taler alle mine erfaringer bare i en anden retning.
Det er en sindssyg hård konklusion at drage at det er mig det er galt med. At
jeg ikke er en god ven, ikke er en interessant person og ofte bare er til overs.
De fleste bekendtskaber og venner jeg har haft, har
trukket sig diskret. Enten bevidst eller ubevidst. De har kun svaret når jeg
har kontaktet dem og ofte undladt at svare midt i en samtale. Jeg har båret det
primære ansvar for kontakt i de fleste bekendtskaber, og når jeg har undladt
det, så er kontakten stoppet. Jeg har været så vred, hvilket jo kun udspringer
af den lille pige indeni mig der er dybt såret over ikke at være god nok og
ikke at være ønsket. Jeg har sådan lyst til at de ved det, at de forstår hvor
ondt det gør på mig hver gang jeg bliver valgt fra, men jeg ved godt at den
medlidenhed det ville afføde er langt værre end ensomheden.
Det er længe siden jeg første gang erfarende at det er
min personlighed der ødelægger mine relationer.
Når jeg holder af mennesker, får jeg en parasitlignende
adfærd hvor jeg søger bekræftelse i en grad der bliver for meget andre
mennesker. Jeg har brug for at være vigtig for dem, at være ønsket og
prioriteret men også bare hørt og forstået. Jeg er ikke sikker på at der findes
mennesker der både kan forstå mig og holde af mig. Jeg har i hvert fald ikke
mødt nogen hvor relationen i venskabet har været ligeværdig. Jeg har enten gemt
min sårbare side og fremstået selvstændig og arrogant eller så har jeg vist for
meget og endt med at være en byrde.
Jeg har derfor også haft et stort ønske om at ændre
mig. At dæmpe mit kontrolbehov, at droppe sarkasmen, at vise interesse og
spørge ind til andre. Det er en sindssyg hård kamp hele tiden at skulle se sig
selv udefra, at skulle lægge bånd på sig selv og korrigere ord og handling.
Særligt når man ender med samme resultat. Jeg er pædagogisk uddannet og kan
stadig ikke gennemskue sociale relationer. Jeg kan ikke gennemskue hvad folk
deler og hvornår, hvordan de opnår reelle venskaber uden at fremstå desperate.
Jeg hader at skulle blive ved med at indgå i en gætteleg hvor jeg forstår så
lidt men har så uendeligt brug for resultatet.
Og så ender jeg her igen som jeg skrev i starten, i
det her unormale og dybt forfærdelige mørke. Her er mit sind selvdestruktivt i
ord, selvbillede og selvskadende adfærd. Jeg er overmandet af en kræft der ønsker
at give op og give slip på verden, når jeg alligevel ikke formår at passe ind
på de vilkår der er her. Det er ikke et ønske om drama, men blot et ønske om at
dø, om at forsvinde og skulle føle mere.
På den anden side er der bare en rationalitet. Den der
gennemtænker scenarier, konsekvenser og folks reaktioner. En kræft der ved at
jeg aldrig kan vende tilbage til facadelivet igen hvis jeg fejler mit
flugtforsøg, at jeg mister min troværdighed som fagperson, som ansvarlig,
fornuftig og ikke mindst som selvstændig. Jeg ville blive dybt sårbar i en
verden, hvor der ikke findes nogen som er i stand til at tage hånd om mig.
Og her ender jeg så knust og ødelagt, splittet mellem
to stærke kræfter, mens jeg græder utrøsteligt og har så uendeligt ondt indeni.
Indtil rationaliteten får overtaget og facaden begynder igen.
