Med oprejst pande og fødder der kan gå selv

Jeg er glad for at være social, dels fordi det er rart at dele oplevelser og tanker med nogen, men måske mest fordi jeg ikke er særlig god til at være alene. Jeg kan sagtens nyde en aleneaften på sofaen eller en gåtur i skoven, men alt der foregår ude blandt andre mennesker, indkøb, oplevelser og lign, det har jeg rigtig svært ved at være i alene. Jeg føler alle kigger på mig og vurderer mig. Jeg bliver overdrevet bevidst om mit udseende, min fremtræden og bare alt jeg gør, og oftest vil jeg bare gerne flygte.

Sådan har det næsten altid været, måske endda lidt værre da jeg var ung. Dengang kiggede jeg altid ned i jorden når jeg gik nogen steder, både blandt mennesker og når jeg var alene. Jeg mødte ikke folks blikke, opdagede knapt hvad der var omkring mig. En dag var jeg ude at gå med en fra min efterskole, jeg vil ikke kalde hende min veninde, for jeg følte mig på ingen måde ligeværdig med hende. Hun var både et par år ældre og væsentlig mere moden, og var vel egentlig mere som en lidt hård storesøster. Hun kommenterede på min blikretning. Jeg forsøgte at undvige samtalen, men hun blev i den. Hun tvang mig til at kigge op med ordene ”Du behøver ikke kigge på dine fødder når du går, de kan sagtens gå selv”. Dengang ignorerede jeg det. Det var så grænseoverskridende at løfte blikket og ansigtet. Derudover lukkede jeg generelt af for al kritisk tilgang til mig, der var ingen der kendte mig godt nok til at dømme eller rådgive mig. De forstod mig ikke. Hvilket nok er den typiske teenagetilgang til andre mennesker. 

Men et eller andet sted ramte det, jeg tror aldrig jeg havde tænkt over at det ikke var normalt at kigge ned i jorden når man gik. Jeg gik bare ud fra det var sådan alle gjorde, men det var det ikke, og tænk at der faktisk var en der italesatte det for mig. Det kunne jeg godt have brugt i mange andre situationer i livet. Jeg manglede virkelig noget konkret hjælp til at forstå og indgå i de sociale sammenhænge. 

I dag tænker jeg stadig på det når jeg går. Jeg er blevet bedre til at kigge op, men mine tanker i det er stadig de samme. Gennemsyret af usikkerhed og bekymringer for andres syn på mig. 

Jagten på en der kan holde mig ud

Det er så svært når ens hjerne og følelser ikke følges ad. Jeg forsøgte ihærdigt at få tingene til at fungere med den her fyr, på trods af at jeg selv og mine venner kunne se at jeg ikke trivedes i det. Jeg var mere frustreret end glad og bekymringerne tog så meget af min tid. Selvom jeg egentlig havde erkendt at vi ikke ville fungere sammen i et forhold på den lange bane, kunne jeg ikke slippe ham. 

Der var bare et eller andet der holdte mig fast. Måske det var et håb om at han ville ændre sig. At jeg var speciel og god nok til at jeg var besværet værd. Det var jeg ikke, og i stedet for at det blev min beslutning, blev det hans. 

Egentlig handlede det jo ikke om mit værd, men i stedet bare om forskellige personligheder, værdier og måder at føle og kommunikere på. Min første tanke og følelse er dog altid selvbebrejdelse, hvilket gør de her situationer i mit liv væsentligt hårdere at gå igennem. 

Jeg var ødelagt indeni, da vi snakkede tingene igennem og jeg vidste at vi ikke skulle ses på den måde mere. Jeg håndterer ikke ændringer så godt. Og tårerne trillede ned af mine kinder foran ham, selvom at jeg egentlig godt vidste at det var for det bedste. Jeg forsøgte at få fortalt ham alle de følelser og tanker jeg havde haft i det hele. Jeg ville gerne have, at han forstod, hvad mine tårer betød, at jeg godt vidste, vi ikke passede sammen, og at jeg også hele tiden havde været i tvivl. Jeg tror ikke han troede på mig. Han tolkede mere mine tårer som ulykkelighed over bruddet end som ulykkelighed over en afvisning generelt og over ikke at være ’god nok’. 

Jeg tudede på vej hjem i bussen. Jeg græder også nu, her dagen efter. Men i dag er jeg mere afklaret tror jeg. Måske næsten klar til faktisk at prøve at finde en der passer til mig, frem for en der skal ændre sig. For selvom jeg hele tiden fortæller mig selv at det ikke findes, så gør det det måske alligevel. 

Jeg var ikke i stand til at klare prøvelsen (se tidligere indlæg 'Når flirt, kærlighed ..'). Jeg blev suget ind i det, og vendte det mod mig selv, når det gik galt. Jeg ved ikke om modsætningen til ham er bedre. Om det overhovedet er godt for mig at have en meget omsorgsfuld fyr, eller om jeg bare æder ham i stedet, fordi min egen offerfølelse forstærker den ulige relation. Men jeg ved i hvert fald nu, at jeg ikke skal bruge sådan en relation til at ’prøve’ mig selv af. Det er okay at jeg har brug for at en fyr ser mig og værdsætter mig, og det behøver jeg ikke udfordre. 

Lige nu virker det virkelig uoverskueligt at skulle lære en ny fyr at kende, at skulle give så meget af mig selv, med risiko for at blive afvist. Men jeg ved at jeg gør det igen, for jeg ønsker virkelig at være i sådan en relation igen. Jeg ønsker at blive elsket og at kunne give min kærlighed og omsorg til én. Jeg er nødt til at tro på, at der findes en derude, der kan rumme og elske hele mig, uden at han skal gå på kompromis med sig selv.